USA SENDTE I HEMMELIGHED LANGTRæKKENDE ATACMS-MISSILER TIL UKRAINE

I hemmelighed har USA leveret langtrækkende ATACMS-missiler til Ukraine.

Det oplyser Pentagon-talsmand Garron Garn onsdag ifølge CNN.

Sidste uge blev de anvendt af Ukraine for første gang, melder flere medier med henvisning til en anonym embedsmand.

Missilerne var del af en våbenpakke til en værdi af 2,1 milliard kroner, som blev leveret tidligere på måneden.

- Det blev ikke oplyst på daværende tidspunkt, at vi leverer denne nye formåen til Ukraine, siger Garn ifølge det amerikanske medie.

Han siger, at det blev holdt hemmeligt "for på deres anmodning at sikre deres operationelle sikkerhed".

En række andre medier - blandt andet Politico og nyhedsbureauet Reuters - bringer onsdag ligeledes historien med henvisning til en højtstående anonym embedsmand.

Missilerne blev angiveligt brugt første gang i de tidlige timer 17. april.

Her blev de anvendt mod en russisk flybase på den annekterede halvø Krim.

Missilerne ramte omkring 165 kilometer fra frontlinjen, siger embedsmanden til Reuters.

Våbnet har en rækkevidde på 300 kilometer. Blandt amerikanske embedsmænd har det været debatteret i flere måneder, om de skulle sendes til Ukraine.

Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, har været modstander af idéen.

Dels var der en frygt for, at det ville være for stort et tilbageslag for USA's egen militære parathed. Dels var der en frygt for, at missilerne af Ukraine ville blive brugt til at angribe langt inde i Rusland.

Men da Rusland trods amerikanske advarsler anvendte langtrækkende ballistiske missiler fra Nordkorea mod Ukraine, ændrede den amerikanske holdning sig. Det forklarer embedsmanden til Reuters.

Til CNN forklarer en Pentagon-talsmand, at der også blev taget hånd om bekymringen for USA's egen parathed.

Således blev der købt flere af missilerne samt generelt fyldt op i lagrene. ATACMS står for Army Tactical Missile Systems.

I september blev der sendt ATACMS med mellemlang rækkevidde.

Der ventes at blive sendt flere af de langtrækkende missiler i nye våbenleverancer fra USA, som er sikret med præsident Joe Bidens underskrift på en stor lovpakke onsdag.

/ritzau/

2024-04-24T17:48:48Z dg43tfdfdgfd